onsdag den 6. november 2013


Opgave: beskriv 10 faktuelle ting om Venezuela på blogbogen

Befolkningen:

Befolkningen er domineret af indvandrere, da de oprindelige folk kun udgør ca. 1%

Der er store kontraster mellem levevilkårene for rig og fattig og mellem storbyer som Caracas og pælehusene i Orinocodeltaet.

Økonomi:

Venezuelas oliereserver (7% af verdens samlede kendte reserver) er langt de største uden for Mellemøsten, og oliebranchen spiller en afgørende rolle i landets økonomi.

Landskab:

De højeste bjergområder ligger mod NV, hvor Østcordillererne deler sig i to grene, Sierra de Perijá vest for Maracaibosøen og Cordillera de Mérida øst for søen

Landskabet veksler mellem sumpede områder ved Maracaibosøen, der er omgivet af Andesbjergene, savanne ved Orinoco og regnskov i Amazonas.

 

Før den spanske kolonisering var landområdet beboet af folkeslag, der tilhørte forskellige sprog- og kulturgrupper i hhv. kystregionen, Andesbjergene, Guyanas Højland og Amazonlandet

1498:                  Christoffer Columbus kommer til den østlige del af Venezuelas kyst

1510:                  muligheden for perlefiskeri førtrer til en spansk bosættelse på øen Cubagua og snart efter på den nærliggende Margarita.

1520:                  anlæggelsen af en fæstning ved den senere havneby Cumaná på kontinentet. De spanske besiddelser udvidedes i løbet af 1500-t. til dalene i det centrale kystområde og Andesbjergene, og de oprindelige folkeslag blev overvundet og integreret i kolonisamfundet som arbejdskraft på plantager.

1739-1786:       Fra 1739 kom det under vicekongedømmet Ny Granada med hovedstad i Bogotá, men i forbindelse med den spanske krones indsats for at effektivisere administrationen oprettedes i 1786 en lokal audiencia i Caracas.

1800->               Omkring 1800 var der i den økonomiske elite en vis utilfredshed med kolonimagtens monopol på handel og politisk administration, men angsten for at miste kontrollen med flertallet af befolkningen, især slaverne, begrænsede ønsket om selvstændighed.

                             I løbet af 1800-t. blev kaffe landets vigtigste eksportvare, og udenrigshandelen gled over på udenlandske, især britiske, hænder.

1808:                  Venezuelas første avis, Gaceta de Caracas, blev grundlagt i 1808. Der udkommer 15 landsdækkende dagblade, men de fleste aviser er lokale og udkommer kun i små oplag.

1810-1814:       ved Napoleons invasion i Spanien og afsættelsen af den spanske konge i 1808. Frankrig formåede ikke at hævde sin myndighed i kolonierne, og derfor erklærede bystyret i Caracas i 1810 kolonien for selvstyrende, og året efter udråbtes republikken Venezuela.

Herefter fulgte ti års borgerkrig mellem de republikanske oprørere og royalisterne, der var tro over for den spanske trone. Den spanske konge blev efter Napoleons nederlag genindsat i 1814 og havde en vis succes med at tilbageerobre de tabte områder i Amerika.1

 

1819-1820:       Den lokale storgodsejer og officer Simón Bolívars evne til at lede republikanerne, tiltrække britiske hjælpetropper og indgå forlig med de oprørske slettebeboere under José Antonio Páez førte imidlertid til ny fremgang for oprørerne.

I 1819 udråbtes republikken Colombia omfattende hele vicekongedømmet Ny Granada. Opstanden mod enevælden i Spanien i 1820 svækkede royalisterne og muliggjorde republikanernes afgørende sejre i 1821. Herefter opstod der interne magtkampe, og general Páez' indsats for løsrivelse af Venezuela fuldførtes i 1830.

 

1821:                  Venezuela bliver uafhængigt fra spansk besættelse

 

1830-1835         Caudillismen 1830-1935

José Antonio Páez blev republikken Venezuelas første præsident, og hans stærke militære og personlige magt sikrede ham tillige indflydelse i en årrække efter hans embedsperiodes udløb. Han betragtes derfor som landets første store caudillo

 

1854                  1854 afvikledes slaveriet endeligt

 

1859-63             Samtidig med forskellige caudilloers kamp om magten i landet udviklede der sig et partisystem som i de øvrige spansk-amerikanske lande.

Det bestod af de centralistiske, katolske konservative over for de liberale, der formelt kæmpede for en forbundsstat og en begrænsning af kirkens indflydelse. I praksis blev partierne dog en simpel vej til magten snarere end et ideologisk baseret system. Magtkampene førte flere gange til krigstilstand; perioden 1859-63 omtales som borgerkrigen.

 

1870:                  Antonio Guzmán Blancos (1829-99) udnævnelse til provisorisk præsident i 1870 og hans fastholdelse af magten i 19 år blev et højdepunkt, hvad personlig selvhævdelse, indtjening og magtudfoldelse angår.

1880 ->              I årtierne efter 1880 blomstrede dyrkelsen af nationens tilblivelse, og Simón Bolívar blev landets nationalhelt. Over hele Venezuela ændredes navnet på byernes hovedtorv til Plaza Bolívar

1900->               I begyndelsen af 1900-t. begyndte en systematisk udnyttelse af landets olierigdom, og omfattende udenlandske investeringer fandt sted. Venezuela var dog længe et landbrugsland, og omkring 90% af befolkningen var analfabeter ved Juan Vicente Gómez' død i 1935.

1902:                  Voksende udlandsgæld i sidste del af 1800-t. førte i 1902 under diktatoren Cipriano Castro (1859-1924) til Storbritanniens, Tysklands og Italiens blokade af Venezuelas vigtigste havne

1903-1909:       Krisen mildnedes ved USA's mellemkomst i 1903, men de europæiske magter fik i 1904 medhold ved Den Faste Voldgiftsret i Haag. Cipriano Castros vicepræsident, Juan Vicente Gómez, tog i 1908 magten. Han fik etableret gode forbindelser til udlandet, men indledte samtidig endnu et langvarigt og brutalt diktatur.

1920:                  Oliesektoren har siden 1920'erne været drivkraften i landets økonomiske udvikling

1935:                  Juan Vicente Gómez' død i 1935.

1936-1948:       Demokratisering fra 1936

Nu begyndte en langsom demokratiseringsproces, som førte til lokalvalg i 1945. Samme år banede et militærkup vejen for indsættelsen af et nyt politisk styre, ledet af det nye socialdemokratiske parti Acción Democráticas stifter, Rómulo Betancourt.

Der afholdtes præsidentvalg i 1947; regeringspartiet vandt stort, og forfatteren Rómulo Gallegos blev i 1948 landets første folkevalgte præsident. Få måneder efter gennemførtes endnu et militærkup; det nye styre forbød Acción Democrática, hvis ledere gik i eksil

1960->               Venezuelas store olieindtægter er bl.a. blevet udnyttet til at opbygge et socialt sikringssystem, der især fra midten af 1960'erne nåede ud til store dele af befolkningen, først og fremmest lønmodtagere i de større byer

                             I 1960 dannede Venezuela sammen med Iran, Irak, Kuwait og Saudi-Arabien organisationen af olieeksporterende lande, OPEC.

1961:                  Forbundsrepublikken Venezuelas forfatning er fra 1961

1958-1968:    En militæropstand i 1958 førte til nye valg, og Betancourt tiltrådte i 1959 som præsident. Det nye styre gennemførte jordreformer i 1960, men kom også til at stå over for udfordringen fra radikale guerillagruppers virke i landet igennem 1960'erne. Valget i 1968 blev vundet af Rafael Caldera (f. 1916) fra det kristelige demokratiske parti COPEI (Comité Pro-Elecciones Independientes).

 

1973:             OPEC Samarbejdet førte til stigende oliepriser på verdensmarkedet fra 1973, og dermed fulgte en kolossal velstand for Venezuela.

 

1976:                  Under den socialdemokratiske præsident Carlos Andrés Pérez blev olieindustrien i 1976 overtaget af staten, og der blev herefter foretaget store statslige investeringer i industri, byggeri og uddannelse, men en del af velstanden førte til et omfattende luksusforbrug af importerede varer og en svækkelse af den hjemlige produktion.

                             Statens stærke deltagelse i samfundsøkonomien og dens betydelige andel i eksportindtægterne førte til udviklingen af en af den kapitalistiske verdens mest udbyggede planøkonomier med styring af beskæftigelse, produktion og priser gennem subsidiering af varer og tjenesteydelser.

 

1970-98:            faldt spædbørnsdødeligheden fra 53 til 22 pr. 1000 levendefødte. Hjerte-kar-sygdomme er den hyppigste dødsårsag og synes svagt stigende

1989-1998:       Olieprisernes kraftige fald i første halvdel af 1980'erne bragte Venezuela ud i en langstrakt økonomisk og politisk krise med sociale uroligheder og kupforsøg. Regeringen forsøgte at fastholde statens økonomiske rolle, men med valget af Carlos Andrés Pérez, der betragtedes som 1970'ernes mirakelmager, indledtes fra 1989 et privatiserings- og liberaliseringsprogram.

Det mødte massiv modstand; i 1992 blev et kupforsøg ledet af officeren Hugo Chávez slået ned, og året efter blev Carlos Andrés Pérez afsat under anklage for korruption. De fortsatte økonomiske problemer førte i 1998 til, at Hugo Chávez i spidsen for en nydannet protestbevægelse blev valgt til præsident. Splittelse inden for bevægelsen har ført til øget kritik af Chávez, men den folkelige opbakning var fortsat betydelig.

 

1999:                  Ændringer i Venezuelas forfatning. Den lovgivende magt ligger hos et etkammerparlament Nationalkongressen

                             Hugo Chávez, der indtog præsidentposten i 1999, konsoliderede sin position ved at blive genvalgt i 2000 med 59% af stemmerne, men hans popularitet faldt derpå drastisk. Han øgede de sociale budgetter til gavn for sine kernevælgere, de fattige, men løb ind i modvind, da han forgæves forsøgte at tage magten i landets største fagforbund.

                             I 1999 var middellevetiden 70,9 år for mænd og 76,2 år for kvinder

2002:                  Protesterne i de store byer voksede, da han dekreterede højere skatter i oliesektoren og en større jordreform. Det kom til generalstrejke og massedemonstrationer samt et mislykket halvanden dag langt kupforsøg i april 2002. En politisk svækket Chávez lovede derefter at føre en mere forsonlig linje.

2004-2006:       Hugo Chávez' havde stadig en stor del af befolkningen imod sig; i 2004 var der en folkeafstemning om hans politik som han dog vandt med ca. 58% af stemmerne. Internationale observatører godkendte afstemningen. Oppositionen boykottede et parlamentsvalg i 2005, så alle pladser blev besat af kandidater, der var positive over for Chávez.

Udenrigspolitisk tog Hugo Chávez i stigende grad afstand fra USA og forsøgte at skabe et regionalt netværk af latinamerikanske lande. Han har styrket båndene til en række caribiske lande, først og fremmest Cuba og dets leder Fidel Castro, men også til Bolivia, Argentina, Chile, Ecuador og Brasilien.

 

2006 - 2008:     I 2006 blev Hugo Chávez valgt til præsident for tredje gang. Det udløste international kritik, da parlamentet i begyndelsen af 2007 gav Chávez ret til i 18 måneder at regere pr. dekret som led i bestræbelserne på at gennemføre omfattende nationaliseringer, bl.a. inden for energisektoren.

Hugo Chávez har i flere tilfælde påtaget sig rollen som mægler i forhold til den colombianske oprørsbevægelse FARC, og løsladelsen af seks gidsler i begyndelsen af 2008 var en propagandasejr for ham.

Et anspændt forhold til Colombia udviklede sig til en egentlig diplomatisk krise, efter at colombiansk militær på ecuadoriansk territorium havde dræbt en af FARC's ledere.

 

 

1 kommentar:

  1. Caramba! Dios mio, sikke et flot indlæg om historien i Venezuela. I har god baggrund til at forstå og gebærde Jer i landet, når man har set på historien og sat sig ind i befolkningens vilkår.

    SvarSlet