Opgave: beskriv 10 faktuelle ting om Venezuela på blogbogen
Befolkningen:
Befolkningen er domineret af
indvandrere, da de oprindelige folk kun udgør ca. 1%
Der er store kontraster mellem
levevilkårene for rig og fattig og mellem storbyer som Caracas og pælehusene i
Orinocodeltaet.
Økonomi:
Venezuelas oliereserver (7% af
verdens samlede kendte reserver) er langt de største uden for Mellemøsten, og
oliebranchen spiller en afgørende rolle i landets økonomi.
Landskab:
De højeste bjergområder ligger
mod NV, hvor Østcordillererne deler sig i to grene, Sierra de Perijá vest for
Maracaibosøen og Cordillera de Mérida øst for søen
Landskabet veksler mellem
sumpede områder ved Maracaibosøen, der er omgivet af Andesbjergene, savanne ved
Orinoco
og regnskov i Amazonas.
Før den spanske kolonisering var
landområdet beboet af folkeslag, der tilhørte forskellige sprog- og
kulturgrupper i hhv. kystregionen, Andesbjergene, Guyanas Højland og
Amazonlandet
1498: Christoffer Columbus kommer til den østlige del af
Venezuelas kyst
1510: muligheden
for perlefiskeri førtrer til en spansk bosættelse på øen Cubagua og snart efter
på den nærliggende Margarita.
1520: anlæggelsen
af en fæstning ved den senere havneby Cumaná
på kontinentet. De spanske besiddelser udvidedes i løbet af 1500-t. til dalene
i det centrale kystområde og Andesbjergene, og de oprindelige folkeslag blev
overvundet og integreret i kolonisamfundet som arbejdskraft på plantager.
1739-1786: Fra
1739 kom det under vicekongedømmet Ny
Granada med hovedstad i Bogotá,
men i forbindelse med den spanske krones indsats for at effektivisere
administrationen oprettedes i 1786 en lokal audiencia i Caracas.
1800-> Omkring
1800 var der i den økonomiske elite en vis utilfredshed med kolonimagtens
monopol på handel og politisk administration, men angsten for at miste
kontrollen med flertallet af befolkningen, især slaverne, begrænsede ønsket om
selvstændighed.
I
løbet af 1800-t. blev kaffe landets vigtigste eksportvare, og udenrigshandelen
gled over på udenlandske, især britiske, hænder.
1808: Venezuelas
første avis, Gaceta de Caracas, blev grundlagt i 1808. Der udkommer 15
landsdækkende dagblade, men de fleste aviser er lokale og udkommer kun i små
oplag.
1810-1814: ved Napoleons
invasion i Spanien og afsættelsen af den spanske konge i 1808. Frankrig
formåede ikke at hævde sin myndighed i kolonierne, og derfor erklærede bystyret
i Caracas i 1810 kolonien for selvstyrende, og året efter udråbtes republikken
Venezuela.
Herefter fulgte ti års
borgerkrig mellem de republikanske oprørere og royalisterne, der var tro over
for den spanske trone. Den spanske konge blev efter Napoleons nederlag
genindsat i 1814 og havde en vis succes med at tilbageerobre de tabte områder i
Amerika.1
1819-1820: Den lokale storgodsejer og officer Simón
Bolívars evne til at lede republikanerne, tiltrække britiske hjælpetropper
og indgå forlig med de oprørske slettebeboere under José
Antonio Páez førte imidlertid til ny fremgang for oprørerne.
I 1819 udråbtes
republikken Colombia omfattende hele vicekongedømmet Ny Granada. Opstanden mod
enevælden i Spanien i 1820 svækkede royalisterne og muliggjorde republikanernes
afgørende sejre i 1821. Herefter opstod der interne magtkampe, og general Páez'
indsats for løsrivelse af Venezuela fuldførtes i 1830.
1821: Venezuela bliver uafhængigt
fra spansk besættelse
1830-1835 Caudillismen
1830-1935
José Antonio Páez blev
republikken Venezuelas første præsident, og hans stærke militære og personlige
magt sikrede ham tillige indflydelse i en årrække efter hans embedsperiodes
udløb. Han betragtes derfor som landets første store caudillo
1854 1854 afvikledes slaveriet endeligt
1859-63 Samtidig med forskellige caudilloers
kamp om magten i landet udviklede der sig et partisystem som i de øvrige
spansk-amerikanske lande.
Det bestod af de
centralistiske, katolske konservative over for de liberale, der formelt kæmpede
for en forbundsstat og en begrænsning af kirkens indflydelse. I praksis blev
partierne dog en simpel vej til magten snarere end et ideologisk baseret
system. Magtkampene førte flere gange til krigstilstand; perioden 1859-63
omtales som borgerkrigen.
1870: Antonio
Guzmán Blancos (1829-99) udnævnelse til provisorisk præsident i 1870 og hans
fastholdelse af magten i 19 år blev et højdepunkt, hvad personlig selvhævdelse,
indtjening og magtudfoldelse angår.
1880 ->
I årtierne efter 1880 blomstrede dyrkelsen af nationens tilblivelse, og Simón
Bolívar blev landets nationalhelt. Over hele Venezuela ændredes navnet på
byernes hovedtorv til Plaza Bolívar
1900-> I
begyndelsen af 1900-t. begyndte en systematisk udnyttelse af landets
olierigdom, og omfattende udenlandske investeringer fandt sted. Venezuela var
dog længe et landbrugsland, og omkring 90% af befolkningen var analfabeter ved
Juan Vicente Gómez' død i 1935.
1902: Voksende
udlandsgæld i sidste del af 1800-t. førte i 1902 under diktatoren Cipriano
Castro (1859-1924) til Storbritanniens, Tysklands og Italiens blokade af
Venezuelas vigtigste havne
1903-1909: Krisen
mildnedes ved USA's mellemkomst i 1903, men de europæiske magter fik i 1904
medhold ved Den Faste Voldgiftsret i Haag. Cipriano Castros vicepræsident, Juan
Vicente Gómez, tog i 1908 magten. Han fik etableret gode forbindelser til
udlandet, men indledte samtidig endnu et langvarigt og brutalt diktatur.
1920: Oliesektoren har siden 1920'erne været drivkraften
i landets økonomiske udvikling
1935: Juan Vicente Gómez' død i 1935.
1936-1948: Demokratisering fra 1936
Nu begyndte en langsom
demokratiseringsproces, som førte til lokalvalg i 1945. Samme år banede et
militærkup vejen for indsættelsen af et nyt politisk styre, ledet af det nye socialdemokratiske
parti Acción Democráticas stifter, Rómulo
Betancourt.
Der afholdtes præsidentvalg i 1947; regeringspartiet vandt stort, og
forfatteren Rómulo
Gallegos blev i 1948 landets første folkevalgte præsident. Få måneder efter
gennemførtes endnu et militærkup; det nye styre forbød Acción Democrática, hvis
ledere gik i eksil
1960-> Venezuelas
store olieindtægter er bl.a. blevet udnyttet til at opbygge et socialt
sikringssystem, der især fra midten af 1960'erne nåede ud til store dele af
befolkningen, først og fremmest lønmodtagere i de større byer
I
1960 dannede Venezuela sammen med Iran, Irak, Kuwait og Saudi-Arabien
organisationen af olieeksporterende lande, OPEC.
1961: Forbundsrepublikken
Venezuelas forfatning er fra 1961
1958-1968: En militæropstand i 1958 førte til nye valg, og
Betancourt tiltrådte i 1959 som præsident. Det nye styre gennemførte
jordreformer i 1960, men kom også til at stå over for udfordringen fra radikale
guerillagruppers virke i landet igennem 1960'erne. Valget i 1968 blev vundet af
Rafael Caldera (f. 1916) fra det kristelige demokratiske parti COPEI (Comité
Pro-Elecciones Independientes).
1973: OPEC Samarbejdet førte til stigende oliepriser på
verdensmarkedet fra 1973, og dermed fulgte en kolossal velstand for Venezuela.
1976: Under den socialdemokratiske præsident Carlos
Andrés Pérez blev olieindustrien i 1976 overtaget af staten, og der blev
herefter foretaget store statslige investeringer i industri, byggeri og
uddannelse, men en del af velstanden førte til et omfattende luksusforbrug af
importerede varer og en svækkelse af den hjemlige produktion.
Statens
stærke deltagelse i samfundsøkonomien og dens betydelige andel i
eksportindtægterne førte til udviklingen af en af den kapitalistiske verdens
mest udbyggede planøkonomier med styring af beskæftigelse, produktion og priser
gennem subsidiering af varer og tjenesteydelser.
1970-98:
faldt spædbørnsdødeligheden fra 53 til 22 pr. 1000 levendefødte.
Hjerte-kar-sygdomme er den hyppigste dødsårsag og synes svagt stigende
1989-1998: Olieprisernes kraftige fald i første
halvdel af 1980'erne bragte Venezuela ud i en langstrakt økonomisk og politisk
krise med sociale uroligheder og kupforsøg. Regeringen forsøgte at fastholde
statens økonomiske rolle, men med valget af Carlos Andrés Pérez, der
betragtedes som 1970'ernes mirakelmager, indledtes fra 1989 et privatiserings-
og liberaliseringsprogram.
Det mødte massiv
modstand; i 1992 blev et kupforsøg ledet af officeren Hugo
Chávez slået ned, og året efter blev Carlos Andrés Pérez afsat under
anklage for korruption. De fortsatte økonomiske problemer førte i 1998 til, at
Hugo Chávez i spidsen for en nydannet protestbevægelse blev valgt til
præsident. Splittelse inden for bevægelsen har ført til øget kritik af Chávez,
men den folkelige opbakning var fortsat betydelig.
1999: Ændringer
i Venezuelas forfatning. Den lovgivende magt ligger hos et etkammerparlament Nationalkongressen
Hugo
Chávez, der indtog præsidentposten i 1999, konsoliderede sin position ved at
blive genvalgt i 2000 med 59% af stemmerne, men hans popularitet faldt derpå
drastisk. Han øgede de sociale budgetter til gavn for sine kernevælgere, de
fattige, men løb ind i modvind, da han forgæves forsøgte at tage magten i
landets største fagforbund.
I
1999 var middellevetiden 70,9 år for mænd og 76,2 år for kvinder
2002: Protesterne
i de store byer voksede, da han dekreterede højere skatter i oliesektoren og en
større jordreform. Det kom til generalstrejke og massedemonstrationer samt et
mislykket halvanden dag langt kupforsøg i april 2002. En politisk svækket
Chávez lovede derefter at føre en mere forsonlig linje.
2004-2006: Hugo Chávez' havde
stadig en stor del af befolkningen imod sig; i 2004 var der en folkeafstemning
om hans politik som han dog vandt med ca. 58% af stemmerne. Internationale
observatører godkendte afstemningen. Oppositionen boykottede et parlamentsvalg
i 2005, så alle pladser blev besat af kandidater, der var positive over for
Chávez.
Udenrigspolitisk tog
Hugo Chávez i stigende grad afstand fra USA og forsøgte at skabe et regionalt
netværk af latinamerikanske lande. Han har styrket båndene til en række
caribiske lande, først og fremmest Cuba
og dets leder Fidel
Castro, men også til Bolivia,
Argentina,
Chile,
Ecuador
og Brasilien.
2006 - 2008: I 2006 blev Hugo
Chávez valgt til præsident for tredje gang. Det udløste international kritik,
da parlamentet i begyndelsen af 2007 gav Chávez ret til i 18 måneder at regere
pr. dekret som led i bestræbelserne på at gennemføre omfattende
nationaliseringer, bl.a. inden for energisektoren.
Hugo Chávez har i
flere tilfælde påtaget sig rollen som mægler i forhold til den colombianske
oprørsbevægelse FARC,
og løsladelsen af seks gidsler i begyndelsen af 2008 var en propagandasejr for
ham.
Et anspændt forhold
til Colombia udviklede sig til en egentlig diplomatisk krise, efter at
colombiansk militær på ecuadoriansk territorium havde dræbt en af FARC's ledere.
